Vi har fornøjelse at byde velkommen til en duo bestående af Tanja Zapolski (klaver) og Samira Dayyani (cello).
Programmet bestÃ¥r af Schubert: Arpegione sonate, Prokofiev: Sonate i C dur, Ernst Bloch: “Jewish life”og Tchaikovsky: Rococo variationer.
Samira Dayyani (f. 1983) har taget sin diplom- og solistuddannelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor hun har studeret hos tidligere docent Henrik Brendstrup og professor Morten Zeuthen. Desuden har hun studeret et år i Chicago hos den danske cellist og professor ved North Western University Of Chicago, Hans Jørgen Jensen.
Samira Dayyani har flere gange vundet 1. pris ved konservatoriets legatkonkurrence for cellister og er en meget aktiv kammermusiker som cellist i både Trio Cph og Cobra String Quartet. Samira Dayyani spiller på en italiensk cello bygget af Antonio Testore, venligst udlånt af DKDM.
Tanja Zapolski er født i Ukraine i 1980 og begyndte at modtage klaverundervisning som 7-årig. Efter at være flyttet til Danmark blev hun i 1996 optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hvor hun studerede hos Anne Øland og siden hos Amalie Malling. Hun har vundet Steinway konkurrencen i 1994-, 95, og 97, Nordisk Talent 1997 i Oslo, 2. Prisen i Greta Eriksons Nordiske Klaverkonkurrence 2000 samt 1. prisen i International Competition for Young Performers i 2001. Siden sin debut med orkester som 8-årig har hun optrådt med bl.a. symfoniorkestrene i Århus, Odense, Helsingborg, Oslo, Radiosymfoniorkestret og senest i maj 2004 med Sjællands Symfoniorkester. Hun har givet solokoncerter i Tivolis Koncertsal og i Charlottenborgs Festsal og desuden i danske kammermusikforeninger samt USA, Sverige, Norge og Tyskland.
Koncerten, som starter kl. 19:30, er gratis, men grundet begrænset antal pladser bedes tilmelding ske til enten jeanne@gjeddegaard.dk eller  tlf. 20661087.
Vi åbner efter koncerten Digterkroen, hvor vi serverer lidt at drikke.
Vi glæder os til at se mange nye og gamle bekendte af Gjeddegaardens kulturarrangementer.
Martin & Jeanne Grønbæk